Praktisk information om De Forenede Arabiske Emirater
- Posted on
- by Lasse Finderup
- Inspiration
- Things To DO
- Ikke-kategoriseret
Når du rejser ind i et andet land, bliver du underlagt dets regler og lovgivning. I De Forenede Arabiske Emirater er du dermed underlagt islamiske regler, som de følger meget strikt, da landet er et meget konservativt muslimsk land. Vi giver dig her praktisk information om De Forenende Arabiske Emirater og klæder dig ordentligt på til din rejse.
Dette bør du være opmærksom på
Medicin
Nogle former for medicin må ikke bringes ind i De Forenede Arabiske Emirater. Tager du medicin, er det derfor en god idé at undersøge, om det kan købes i landet, hvis du ikke må medbringe det hjemmefra. Kontakt evt. også din læge og få lavet et pillepas.
Hospitaler
Bevæger du dig uden for de store byer i landet, bør du være opmærksom på, at hospitalerne kan være af lav standard. I storbyerne er der dog privathospitaler af god kvalitet og er klart at foretrække.
Alkohol
Det er forbudt at drikke alkohol, men mange restauranter og barer har tilladelse til at sælge alkohol til deres gæster, som så gerne må drikke det på stedet. Bemærk dog at alle former for beruset adfærd er strafbart og der er ingen tolerance for alkohol i trafikken. Fører du et køretøj med en promille over 0,0 procent, er det strafbart.
Offentligheden
Når du agerer i offentligheden, er der visse ting, du bør tage hensyn til. Bl.a. høj musik og dans på offentlige steder er forbudt, og i offentlige bygninger er det forbudt at ryge.


Giv ekstra opmærksomhed til regler om påklædning
Religiøse og hellige områder
Ved religiøse og hellige områder bør du være ekstra opmærksom på din påklædning og opførsel. Klæd dig respektfuld over for den lokale kultur på offentlige steder. Dvs. især kvinder bør ikke vise for meget hud. Dette gælder, både når du er på restaurant, i shopping centre, i offentlige bygninger m.m. Som gæst på det hotel du er booket ind på, håndhæves disse regler ikke i samme strenge omfang.
Påklædning som kvinde
Vær som kvinde tildækket fra skulder til knæ som minimum, når du befinder dig uden for turistområderne.
Konservativ påklædning
Det er strengt forbudt at være nøgen eller topløs på stranden og kan medføre fængsling eller udvisning af landet. Selvfølgelig må du godt være iklædt badetøj på stranden, men det er en god idé at klæde sig mere konservativt, selvom de fleste strande er turistområder.
Udvis Respekt
Fotografering
Undgå at fotografere kvinder eller familier uden tilladelse. Paladser, regeringsbygninger og militære anlæg er også ulovlige at fotografere.
Symboler og ledere
Udvis respekt for landet nationale symboler, dvs. ledere, flag eller andet lignende, der har stor betydning for befolkningen.
Ytring og sprogbrug
Respekt har generelt en stor betydning i De Forenede Arabiske Emirater og brug af bandeord, fornærmelser og krænkelser mod andre eller anden form for vulgært sprog tolereres ikke.
Myndighederne i landet har kontrol over adgangen til internettet og kan overvåge alt aktivitet på sociale medier. Vær opmærksom på, hvad du skriver og deler, da der er strenge regler for, hvad der må skrives og vises.


Intimitet
Offentlige steder
På offentlige steder er det forbudt at kysse og kramme. Dette gælder både gifte og ugifte par. Det er dog stadig tilladt for gifte par at holde i hånden.