Top 5 strande i Dubai
- Posted on
- by Lasse Finderup
- Inspiration
- Things To DO
- Ikke-kategoriseret
Når du trænger til en god omgang afslapning og solbadning, så er stranden selvfølgelig det oplagte valg. Dubai vader i masser af lækre strande, og her får du de 5 lækreste strande, vi anbefaler.
Sunset Beach
En strand med udsigt til Burj Al Arab, der er det eminente sted for afslapning i sandet med den dejlige sol, er Sunset Beach også kaldet Umm Suqeim Beach. De rolige omgivelser giver dig rig mulighed for at slikke en masse sol, tage en lur, læse en god bog eller anden form for afslappende aktivitet. Få billeder med det blanke hav, det fine sand og selvfølgelig det legendariske Burj Al Arab i baggrunden. Stranden er også en perfekt mulighed for en god løbetur om morgenen eller om aftenen, hvor du også kan opleve den magiske solnedgang. Skal du helt ned i 1. gear og ikke tænke på andet en ro og mag, så er Sunset Beach dit absolutte spot.


Kite Beach
Foretrækker du en mere aktiv atmosfære på stranden, så er Kite Beach, som den mest sportslige strand i Dubai, det perfekte sted for diverse aktiviteter. Her er der anledning til at spille beachvolley, padleboarde, ro i kajak og så er stranden også, som navnet indikerer, den foretrukne lokation for kite surfere. Når du ikke prøver kræfter af i vandet, er der andre aktiviteter på land, som en skaterpark, trampolin og legeområde til de mindste. Et sted med aktiv underholdning for hele familien. I området ligger også lækre caféer, hvor du kan få lidt at spise efter de mange aktiviteter på denne livlige og sportslige strand.
Black Palace Beach
Hvis du trænger til at komme lidt væk fra bylivets atmosfære, så finder du det mest rolige vand og en helt uberørt kystlinje ved Black Palace Beach. Navnet kommer af, at stranden ligger tæt ved Dubais royale palads, og derudover har den også en fantastisk udsigt. Fra stranden kan du se ud til både Burj Al Arab og Palm Jumeirah, der danner en helt ekseptionel baggrund til dit feriebillede fra dette eminente spot. Et sted uden aktiviteter, men et godt sted at opholde sig for at nyde tilværelsen og komme lidt væk fra byens liv og festligheder.


Al Mamzar Beach Park
Er én strand ikke nok, så besøg Al Mamzar Beach Park, som ikke bare har én men hele fem kridhvide lækre strande at sole sig på med det herlige vand at svømme i. Efter en tur over en stor græsplæne, cykelstier og dansende palmer, kommer dette kæmpe luksuriøse strandareal til syne. Udover strandene finder du også tre indbydende pools i Al Mamzar til afslapning. For et mindre gebyr, kan du spendere dagen i parken, der indeholder grillområder, legepladser og laguner. Lej en liggestol eller book en privat strandhytte. Al Mamzar Beach Park tilbyder alt, hvad du behøver til en perfekt dag i det fri.
La Mer
En strand, der skiller sig ud med sine nærliggende farverige hytter, kunstdisplays og massevis af butikker og restauranter. La Mer har muligheder for alle, om du enten har lyst til lidt god mad, tage ud og shoppe, slappe af i sandet ved det blanke turkise vand eller endda tage i vandland. Besøg også signaturattraktionen, som er den oppustelige trampolinpark, Hawa Hawa. Både børn og voksne bliver underholdt i dette begivenhedsrige område, der anlægger samlingspunkt for en helt ideel tur til stranden.
